EURO 3 henviser til den tredje iteration af emissionsstandarder fastsat af Den Europæiske Union (EU) for biler. Disse standarder har til formål at regulere og begrænse niveauerne af skadelige forurenende stoffer, der udsendes af biler med forbrændingsmotorer. EURO 3-standarderne gælder både for benzin (benzin) og dieseldrevne biler.
EURO 3-standarderne blev implementeret i to faser:
EURO 3a: Denne fase blev implementeret fra januar 2000 og fokuserede primært på regulering af emissioner fra benzinbiler. Den satte grænser for forskellige forurenende stoffer, herunder nitrogenoxider (NOx), partikler (PM), kulilte (CO) og kulbrinter (HC). Emissionsgrænserne for dieselbiler forblev stort set på linje med de tidligere EURO 2-standarder.
EURO 3b: Denne fase blev implementeret fra januar 2001 og udvidede emissionsstandarderne til også at omfatte dieselbiler. Det strammede grænserne for både benzin- og dieselbiler, især med fokus på at reducere NOx og andre forurenende emissioner.
EURO 3-standarderne indførte strengere krav til bilfabrikanter, hvilket nødvendiggjorde brugen af avancerede emissionskontrolteknologier. Disse teknologier omfattede brugen af katalysatorer til benzinbiler, forbedrede motorstyringssystemer og mere effektive udstødningsgasrecirkulationssystemer (EGR) til dieselbiler.
Sammenlignet med tidligere EURO-standarder reducerede EURO 3 markant de tilladte niveauer af skadelige emissioner, hvilket førte til forbedret luftkvalitet og reduceret miljøpåvirkning. Vedtagelsen af EURO 3-standarder førte til fremskridt inden for motorteknologi og introduktionen af renere og mere brændstofeffektive biler på det europæiske marked.
Det er vigtigt at bemærke, at EURO 3-standarderne er specifikke for EU og gælder for nye biler, der sælges i EU-medlemsstaterne. Andre regioner og lande kan have deres egne emissionsstandarder, såsom EPA-standarderne i USA eller Kina 3-standarderne i Kina, som har lignende mål om at reducere bilemissioner og forbedre luftkvaliteten.